Med andre ord, vores forskellige narrativer virker netop sådan, at de IKKE opfattes som fortællinger eller "historier", men derimod som "selvfølgelige sandheder".
Altså vores virkelighed.
Når jeg siger fremstår som virkelighed, er pointen selvfølgelig, at vore fortællinger ikke ER
virkeligheden. Eller rettere - de er ikke HELE virkeligheden.
De er blot en lille del af den - dén del vores bevidsthed har VALGT at filtrere fra, til arkivering i erindringen. Disse fortællinger båder skaber og understøtter vores SELVBILLEDE.
Vore narrativer er det verbale "destillat" af det vi oplever.
Alt efter om vi ser verden i et positivt eller negativt lys, vil dette destillat tage farve herefter.
Så når nogen fx siger "fortæl mig om din barndom" - så vil du fremdrage de ting, og KUN de ting der understøtter den identitet du har valgt NU. Eller det billede du ønsker at vise ...
Du kan vise et rosenrødt glansbillede, en dyster dystopi eller noget midtimellem.
Ok, det er trods alt sjældent det første man spørger folk om, når man lige har mødt hinanden - det er oftere "Hvad laver du ellers", "hvorfor valgte du at blive [insert jobfunktion her]" , "hvordan var din ferie" og den slags. Men det er den samme mekanisme.
Alt efter om dit selvbillede er positivt eller negativt, vil måden dit narrativ er struktureret, afspejle din selvopfattelse. Og på et dybere plan også selvtillid og selvværd.
Hvordan du ser verden og din egen rolle i den.
Men narrativer er mere end bare den måde vi fortæller om hvilke valg vi har truffet i vores fortid, og hvilke valg vi ønsker at tage for fremtiden.
Der er også hverdags-narrativer - små fortællinger om ting der sker /er sket fornyligt, og som ofte refereres til som SMALLTALK eller i PU-termer: "flufftalk".
Samtalen har ikke til hensigt at "løse et problem", ejheller at starte en intellektuel diskussion og
slet ikke at høre den andens livshistorie ... Smalltalk er derimod en måde at connecte på et uforpligtende og fremfor alt uhøjtideligt plan. At være "god til at smalltalke" er en uvurdérlig kompetence i rigtig mange situationer.
Fordi man derved kan DHV'e sig selv godt og grundigt - uden at gøre det eksplicit ...
Man kan "elicit values" hos den anden, og derved kvalificere et target helt uden target er bevidst om, at hun er ved at blive "vurderet" ...
Er du derimod IKKE bevidst om hvilke narrativer du bruger om dig selv, kan du risikere at
DLV'e dig selv - helt uden at vide det - !
Nu er det jo nærliggende at tro, at forskellen på at DHV'e (=vise HØJ værdi) og DLV'e (=vise LAV værdi) mest af alt handler om at fortælle /vise noget man er god til, kontra noget man er dårlig til.
Fx hører jeg ofte "DHV" i forbindelse med ting som at "danse grimt og være ligeglad" eller kunne afværge en konflikt med AMOG og den slags. Det er imidlertid kun ÈN måde din "værdi" bliver aflæst på ...
Lad os sige du lige har lavet en god gang verbal aikido på AMOG, som efterfølgende lister ud af settet med et vrantent udtryk i roen - så vil dén værdi du lige har vist (=evne til at "udkonkurrere" verbalt) falde til jorden med et klask, hvis du giver dig til at hovere højlydt:
"Hold da kæft en nar - han er godtnok [insert random dis here].
Taler du derimod videre, som intet var hændt- viser du EKSTREMT høj værdi, fordi du tydeliggør, at du ikke behøver booste dit ego, ved at "hæve dig" over andre.
Du er jo bare, helt naturligt, på et "højere niveau".
Sagt på en anden måde:
Det du GØR viser hvem du ER.
Det du SIGER, viser hvordan du ser dig SELV.
Helt grundlæggende er der to forskellige baselines = FOKUS, når vi taler hverdagsnarrativer:
- Værdi GIVENDE
- Værdi TAGENDE
Det handler om, hvorvidt man lever i en RESOURCEFULL frame, eller med en SCARCETY-frame.
Lad mig illustere med et eksempel:
En af mine venner havde forleden været i Fakta, for at aflevere en bunke dåser og flasker fra en fest. Telefonen ringer, og først da han kommer til kassen, opdager han at flaskebon'en blev siddende i automaten. Øv hvor nederen - der var jo PÆNT mange dåser ! Hvorfor skulle hende
veninden da også lige ringe .. nåja, hun havde fået det job hun gerne ville have, men alligevel ... *eijsh*
Han indledte historien med at sige "årh jeg lavede bare det dummeste her forleden".
Og historien blev afsluttet med "... så der snød jeg lige mig selv for 75 kr".
Omdrejningspunktet var, at det jo altid er røvsygt at skulle rydde op efter en fest, men det gode er jo, at man altid lige får lidt ekstra mønt ud af det, i form af returpant.
Subteksten: "Jeg blev snydt for nogle penge, som RETMÆSSIGT var MINE"
Altså "Jeg burde have FÅET" = Fokus er værditagende.
Nåja, selvfølgelig er det da ærgeligt. Men ret beset, var det jo ikke hans penge til at starte med alligevel. Tilgengæld fortæller dette hverdags-narrativ en hel masse:
Han opnåede to ting med denne historie, nemlig at fortælle om sig selv:
1. At han er nem at distrahere
2. At han skyder skylden på andre, når han dummer sig (det var jo fordi telefonen ringede...)
3. At han åbner sit hjem for andre, så der falder lidt skilling af efterfølgende
Er det så nødvendigvis HELE sandheden om ham ?
Bestemt ikke. Men det viser et mønster.
Går dette mønster igen i andre narrativer dannes et billede, som hvis ikke modsvaret af mere positivt fokuserede narrativer IKKE er attraktivt.
Hvilket narrativ ville en værdi-GIVENDE person have valgt at "destillere fra" ?
Det kunne være følgende:
"Hey - jeg spredte lige noget god karma igår ! Jeg var i Fakta med en pose retur-pant fra festen i lørdags. Så ringer min telefon, og det er min gode veninde, som lige har fået nyt arbejde - Kender I det, man bliver SÅ opslugt af at glæde sig over noget godt der er sket, at man helt glemmer hvad man er igang med ? Anyway, så da jeg kommer til kassen, går det op for mig at jeg glemte at få den der lille lap papir med ... Så nogen må have tænkt "årh cool!" da de stod med deres egne tomme flasker !"
Dette ville vise tre ting:
1. At han er god til at glæde sig over andres succes = overskud
2. At han ser det positive i enhver situation
3. At han synes det er cool at gøre gode ting for folk han overhovedet ikke kender
Altsammen MEGET attraktive kvaliteter, hvorimod ansvarsfralæggelse, nærighed og manglende evne til at gøre flere ting samtidigt, ikke just er kvaliteter man bør råbe højt om .... ;-)
So - tænk over hvilke /hvordan du fortæller om de "små" ting der hænder i din hverdag.
- Er dit fokus hvad DU fik /ikke fik ud af en given situation -?
- Eller er dit fokus hvad du i den pågældende situation gav til ANDRE -?
- Er dit fokus på dig som "offeret", den noget "skete MOD" -?
- Eller er dit fokus på dig som "helten"- den som får ting til at ske ?
- Er din fortælling en postiv situation, som ender med et negativt udfald ?
- Eller er det en "dum" situation, som vendes til noget positivt ?
- Er dit mål med historien at få andre til at give dig sympati, bekræftelse eller status ?
- Eller er dit mål blot at fortælle hvordan tilfældigheder / sammentræf /andres succeser beriger dit liv ?
- Er dit fokus hvor "GOD" du er/var til noget ?
- Eller er dit fokus på hvad du LÆRTE af noget -?
Der er mennesker som ser det positive i selv de mest "uheldige" situationer. Og så er der mennesker som synes at være konstant "uheldige" - og som altid finder noget at være sure
over, også selvom de lige har vundet i Lotto og solen skinner.
Gæt selv, hvem der er MEST lykkelige, succesfulde og sjovest at være sammen med.
Og gæt selv hvem der NEMMEST opnår de mål de sætter sig for ...
**REKLAME**
Du vil også være bedre til storytelling & smalltalk generelt - forførende smalltalk / storytelling i særdelseshed ?
Så kom med lørdag d. 02 oktober i København, når der er IN-TENSION workshop !
Du tilmelder dig her: undercover-coaching.com/intension
**REKLAME**
No comments:
Post a Comment